Af Nikolaj Mørk Thorsen
Et halvt århundrede i Frydenlund
Når man møder Michal Ostrynski i Fælleshuset i Frydenlund, mærker man straks det lune smil og den nysgerrighed, som har fulgt ham gennem et liv i boligområdet. I år kan Michal fejre 50-års jubilæum som beboer i sin lejlighed på Frydenlunds Allé – et halvt århundrede i hjertet af Aarhus V.
Fra Polen til Frydenlund
Født i 1951 og opvokset i Polen, kom Michal som 18-årig politisk flygtning til Danmark med sine forældre. Et år senere, i 1970, flyttede de til Frydenlund. “Området var ikke færdigt, du ved. Der var ingen fortov. Vores bagage fra Polen blev smidt i vejkanten, og så måtte vi selv slæbe det hele ind,” fortæller Michal med et smil.
Et liv bygget på fællesskab
Efter fem år med forældrene fik han sin egen lejlighed i 1975 – den samme, han stadig bor i denne dag i dag. Men hverdagen alene var ikke helt nem: “Da jeg flyttede fra mine forældre, blev jeg lidt ensom. Jeg havde ikke rigtigt nogen at snakke med.” Det blev begyndelsen på mange års søgen efter fællesskab – først på den lokale bodega og nu i dag i Fælleshuset og ved Mænds Mødested, hvor han kommer flere gange om ugen. Her har han fundet et nye og roligere fællesskaber i sine pensionistår.
Michal lægger særlig vægt på betydningen af at have fællesskabet tæt på: “Fælleshuset er jo ikke så langt væk. Så skal jeg ikke helt ind til byen for at snakke med andre mennesker. Der er jo mennesker nok her.”
Fra værtshus til Fælleshus
I en årrække var den lokale bodega et samlingssted: “Der var faktisk mange danskere fra de udsatte miljøer dengang, og de ville jo gerne have noget at drikke. Der kunne man snakke med folk, og man lærte også lidt sprog – selvom det ikke altid var de pæneste gloser. Men ikke mere – det der med værtshus, det har jeg fået nok af”.
I stedet for værtshusmiljøet, der engang var et fast mødested, har Michal fundet et nyt tilhørsforhold i lokalfællesskabet: ”Jeg har jo altid kigget lidt til Fælleshuset om det nu var noget for mig, og så begyndte vi med dét med mad om torsdagen. Det er ikke så spændende at sidde og spise derhjemme alene, synes jeg.”
En hjælpende hånd i det bedste kvarter i byen
Udover selskabet trives Michal i de praktiske gøremål. Han hjælper med madfællesskabet, dækker bord og vasker op – og gerne lidt ekstra. “Hvor kan man ellers få mad for en 10’er? Og så får jeg jo gerne rester med hjem også,” siger han med et grin. Han fejer også fliser udenfor og går op i affaldssortering med stor alvor: “Vi skal spare alle de ressourcer, vi kan, og hvis det kan genbruges, skal man jo ikke købe noget nyt.”
Michal reflekterer også over udviklingen i Frydenlund. “Jeg synes vi har et godt sted at bo her. Måske det bedste kvarter i byen – i hvert fald blandt den slags. Der er meget roligere her i dag, end der var dengang.” Selv om han kan se, at sammensætningen af beboere har ændret sig over årene, hilser han mangfoldigheden velkommen: “Jeg har spist sammen med somaliere og de andre beboere mange gange. Det kan jeg godt lide – at møde mange mennesker fra forskellige kulturer. Det har altid fascineret mig.”
Fast inventar i Fælleshuset
I dag er Michal blevet en slags fast inventar i Fælleshuset og et levende vidnesbyrd på, hvilken forandring og værdi fællesskab kan give. “Hvis jeg ikke kom her… jeg ved det ikke. Jeg har ikke rigtigt et forhold til dem jeg bor i opgang med. Her i Fælleshuset har vi tid til at snakke sammen, ikke?”
I en tid hvor mange taler om ensomhed og splittelse, er Michals 50 år i Frydenlund også en påmindelse om vigtigheden af nærhed, nysgerrighed og lokale fællesskaber. Eller som han selv siger: “Det er godt at være sammen med mennesker en gang imellem, i stedet for at sidde hjemme og læse i bibelen, ikke?” griner han.
