Seniorerne i Aarhus N rundede året af med hyggelig julestue
Fredag d. 21. november var der julestue for seniorerne i afdeling 7, Illerupvej, Fyrkatvej og Skrydstrupvej i Aarhus N. Det var en skøn dag, hvor beboerne fik ønsket hinanden glædelig jul og rundede året af i godt selskab.




Der blev budt på lækker mad og drikke, gode snakke og masser af julehygge. Og så var der mandelgaver til de heldige vindere – en dejlig afslutning på året for alle deltagerne.
Mange tak til bestyrelsen for at dele historien og de skønne billeder.
Juletræstænding i afdeling 52
Traditionen tro blev juletræet tændt i afdeling 52, Skødstrupbakken. I år var det Eskild på 4 år der havde æren af at tænde træet, og det havde han helt styr på. Det var en kølig dag, så deltagerne holdt varmen med kakao og julegodter – og som sædvanlig løb de en tur rundt om søen, mens de sang “Nu det’ jul igen”.
Glædelig jul fra afdeling 52 – og mange tak til bestyrelsen for det fine billede.
Jul i Friheden udsolgt igen i år
Hvert år er interessen for vores arrangementer stor. Derfor blev Jul i Friheden endnu engang udsolgt, samme dag billetterne blev sat til salg. Tusind tak for opbakningen.
Vi håber, at jer der skal afsted, får en dag fyldt med julehygge. Og så glæder vi os til at præsentere endnu flere arrangementer til næste år.
Året der gik i billeder
Dyk ned i nogle af årets små og store øjeblikke i galleriet nedenfor, og genoplev de mange stunder, der har været med til at forme 2025.










Glædelig jul og tak for i år
2025 går på hæld, og vi ser tilbage på et år fyldt med hyggelige stunder og gode arrangementer. Tusind tak til jer, der har delt billeder, små øjeblikke og fortællinger med os – I er med til at vise, hvad fællesskaberne i vores boligområder kan. Vi glæder os til at dele endnu flere oplevelser og arrangementer med jer i 2026.
Til sidst vil vi ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår.
På gensyn i 2026!
Julehilsner
AlmenBo Aarhus



