Nyhedsbrev – september 2023

I Åbenrågade blev der fejret jubilæum

August stod i jubilæernes tegn i Åbenrågade. De kunne nemlig fejre at afdeling 10 er blevet 60 år, mens tagboligerne, afdeling 51, sidste år rundede 10 år. Derfor bød bestyrelsen lørdag d. 19. august på et glas vin samt en lækker sandwich. På billedet ses Jytte og Else sammen med Jan fra bestyrelsen. De to kvinder og deres familier var nogle af de første til at flytte ind i afdeling 10, og har boet der lige siden. Det var der en fin artikel om i Aarhus Onsdag i uge 34. Endnu engang tillykke med jubilæet, og tak til bestyrelsen for at dele historien.

Skødstrupbakkens første vejfest var en succes

Lørdag d. 12. august holdte afdeling 52, Skødstrupbakken, deres første vejfest. Der var i den anledning slået et stort telt op til spisning og en hoppeborg til børnene. Og så var der både popcorn, slush ice og helstegt pattegris til de 55 fremmødte beboere.

Tak til afdeling 52 for at dele det fine billede fra vejfesten.

Første ladestander er opsat og klar til brug i Hjelmagerparken

Bilerne på vejene bliver i stigende grad elektriske. Derfor har 5 afdelinger besluttet at opsætte ladestandere til elbiler i afdelingen. Den første ladestander, som befinder sig i Hjelmagerparken i Skødstrup, er allerede klar til brug. Dermed har vi taget endnu et skridt mod en grønnere profil. Der er også ladestandere på vej i Lauritshøj, Skødstrupbakken, Stationsvangen og Engskovvænget.

Velkommen til Nikolaj og Anders

Vi bød i august velkommen til to nye kolleger. Anders er det nyeste medlem af driftsteamet i Viby, mens Nikolaj er vores nye flyver/afløser. Vi håber, I vil byde dem varmt velkommen.

Tag på ferie i vores sommerhus i Dyngby til efteråret

Sommeren er ovre, og hverdagen har meldt sig igen – men du kan stadig forlænge følelsen af ferie i vores sommerhus i Dyngby. De sidste ledige uger i efteråret er:

– September: Uge 37, 38 og 39

– Oktober: Uge 40

Vil du leje sommerhuset? Så skriv til kundeservice@almenbo-aarhus.dk eller ring til os på telefon 89 38 20 00.

Husk afdelingsmødet!

Det er nemlig her, du kan få indflydelse på, hvordan din afdeling skal se ud, og her du er med til at stemme om de indkomne forslag.

Hvis din afdeling har afdelingsmøde i efteråret, skulle du gerne have modtaget den første indkaldelse på mail eller i din postkasse. Hvis du ikke har modtaget noget, så tag endelig fat i os.

Vi ses på afdelingsmødet!

Venlig hilsen

AlmenBo Aarhus

DEL GERNE DETTE INDLÆG