Nyhedsbrev – April 2023

God mad og godt selskab til fællesspisning på Langørvej i Tilst

Der var dækket fint op i afdeling 45, da der torsdag d. 16. marts var fællesspisning for afdelingens beboere. Det er Ulla fra afdelingsbestyrelsen, som står for selve bordpyntningen, og der var dækket op med både blomster, lys og flot dug til de 12 beboere, som var tilmeldt.

Lokalcenteret står for maden – beboerne står for godt selskab

Menuen stod på stegt kylling med rødløg, agurkesalat, små ovnkartofler og selvfølgelig også en god sovs. Maden får de fra lokalcenteret, så beboerne bare skal tilmelde sig, sætte sig til bords og nyde den lækre mad. Efter maden serveres der kaffe og kage. Alt det får beboerne for kun 52 kr. Og det gode selskab – det er gratis.

Tak til afdeling 45 for at dele det skønne billede, og minde os om hvor hyggeligt det er med fællesspisning.

Drømmer I om ferie? Start eller forlæng sommeren med sommerhusferie i Dyngby!

Vi har stadig ledige uger til vores sommerhus i Dyngby ved Odder i foråret og til efteråret.

Sommerhuset er ledigt følgende uger:

  • April: Uge 16 og 17
  • Maj: Uge 18, 19 og 20
  • Juni: Uge 23
  • September: Uge 37, 38 og 39
  • Oktober: Uge 40 og 42

Vil I leje sommerhuset? Så skriv til kundeservice@almenbo-aarhus.dk eller ring til os på telefon 89 38 20 00. Husk, at vi udlejer de sidste uger efter først til mølle-princippet.

Læs mere om sommerhuset

Morten Glud takker af efter næsten 47 år i organisationsbestyrelsen

Efter næsten 5 årtier i organisationsbestyrelsen har Morten Glud valgt at træde ud af bestyrelsen. Morten har været med at til forme AlmenBo Aarhus de sidste mange år og drive os fremad. Vi siger mange tak for den store indsats gennem årene, og ønsker Morten al held og lykke fremover.

Velkommen til Jeppe Skov

Det betyder også, at der er kommet nye unge kræfter ind i organisationsbestyrelsen. 1. suppleant Jeppe Skov, fra afdeling 53 på Sandkåsvej, er trådt ind i bestyrelsen. Velkommen til Jeppe, vi glæder os til samarbejdet.

Har du fået ny e-mail? Så husk at give os besked

Send en mail til post@almenbo-aarhus.dk med dit navn, adresse og den nye e-mail. Så får vi den opdateret i systemet.

Rigtig god påske!

Venlig hilsen

AlmenBo Aarhus

DEL GERNE DETTE INDLÆG