Nyhedsbrev – april 2022

Afdeling 19 på Tysklandstur til Flensborg

Den 2. april gik turen til Flensborg for afdeling 19, Rydevænget. Det var den første Tysklandstur efter coronanedlukning, og vejret var heldigvis med dem. Med i bussen var 23 beboere, som havde en hyggelig tur og fik handlet godt ind.

Håber at komme afsted igen til næste år

På vegne af afdelingsbestyrelsen siges der tak for turen. De håber at kunne komme afsted igen til næste år. Vi siger også mange tak til afdelingsbestyrelsen i afdeling 19, for at dele de fine billeder og den gode historie.

BEBOERAPP PÅ VEJ!

I AlmenBo Aarhus arbejder vi på en ny beboerapp, som gør det muligt at indsende opgaver i og omkring din bolig til dit driftskontor. Det kan fx være en vandhane, der drypper eller en dør der binder. I appen kan du lave en beskrivelse og uploade billeder, og så kan du også følge med i hvor langt opgaven er.

Forventes klar til efteråret

Appen skal først testes af pilotafdelinger, som snart sættes i gang. Vi forventer, at den er klar til alle til efteråret, hvor du vil høre meget mere.

Sommerhusferie i Dyngby – stadig ledige uger

Drømmer I om ferie? Så kunne det måske friste med en tur i sommerhus. Vi har nemlig stadig ledige uger, hvor I kan leje vores sommerhus i Dyngby.

Gå ind på www.almenbo-aarhus.dk for at se de ledige uger, eller ring til os for at høre mere.

Rundgang – hvad er det?

Der er i foråret rundgang i alle afdelinger. Her går afdelingsbestyrelsen, ejendomsfunktionærerne og inspektøren rundt i afdelingen og ser på, hvad der er af arbejde, der skal laves. Derefter laves der en plan. Hos afdeling 47, som ses på billedet, blev der bl.a. snakket om cykelstativet og beskæring af buske. Der bliver holdt rundgang én gang om året.

GENLYD – Har du lyst til at møde nye mennesker?

Vil du gerne finde en at gå ture med? Ses med andre, der elsker brætspil? Eller har du lyst til at starte en kreaklub? Genlydaarhus.dk er en digital opslagstavle, hvor du kan få kontakt til andre, der gerne vil møde nye mennesker. Du kan gå på opdagelse i de mange aktuelle invitationer eller skrive din egen om det, du søger.

Klik ind på genlydaarhus.dk og find fællesskaber, nye venner og bekendte.

Organisationsbestyrelsen har været til kredsvalg i BL’s 5. kreds

Torsdag d. 31. marts var der kredsvalg, hvor boligorganisationernes repræsentanter til BL’s 5. kreds skulle vælges. På valg var Chris Cully fra organisationsbestyrelsen, som blev genvalgt. Tillykke med valget til Chris.

Vi ønsker alle vores beboere en god påske!

Venlig hilsen

AlmenBo Aarhus

DEL GERNE DETTE INDLÆG