Nyhedsbrev – maj 2022

Fødselsdagsfest i afdeling 52

I april var der fødselsdagsfest i afdeling 52. Pia, som er formand for afdelingsbestyrelsen, fortæller lidt om fejringen:

”Afdeling 52 på Skødstrupbakken kunne den 1. april fejre 3-års fødselsdag. Vi startede dagen med morgenmad ved vores sø i smukt solskinsvejr. Flaget var hejst og ca. 30 naboer var mødt op.

Efter kaffe og rundstykker, blev nogen af fædrene udstyret med det store arsenal af værktøj, klar til at samle ny sandkasse. Andre hyggede sig med boldspil og keglespil i haven. Vi er mange børnefamilier, så der er altid børn ude at lege. Vi sluttede dagen af med en lækker kagemand”

Mange tak til Pia og resten af afdeling 52, for at dele historien og billedet af den lækre kagemand.

Vil du modtage indkaldelsen til afdelingsmøde på mail?

Når der til efteråret skal holdes afdelings-møder, bestræber vi os på at sende indkaldelserne på mail. Det gør vi for at spare tid og papir, og for at sikre at du altid har skrivelsen lige ved hånden. For at få post på mail, skal vi have din mailadresse.

Hvis du ikke allerede har givet tilladelse til, at vi må sende dig mails, kan du skrive til post@almenbo-aarhus.dk

Har du underskrevet lejekontrakten efter 2018? Så behøver du ikke gøre noget, da vi allerede har tilladelse til at sende dig mails.

OBS! Husk at tjekke dit spamfilter, hvis du venter på en mail, der ikke dukker op.

Krolf i Viby starter op igen i maj

Efter en lang vinter starter Krolf i Viby op igen. Der spilles krolf om tirsdagen på Krolfbanen ved selskabslokalet, Neptunvej 49. Alle nye som gamle, i afdelingerne i Viby, er velkomne til at være med.

Er I også interesserede i Krolf? Så skriv til fritidsudvalget på mail post@almenbo-aarhus.dk

Tårnfalken er vendt tilbage til sin kasse på Neptunvej

På Neptunvej i Viby er tårnfalken vendt tilbage til sin kasse til stor begejstring for beboerne. For nogle år siden blev der sat en kasse op til tårnfalke, og samme år flyttede et tårnfalkepar ind. Og nu er tårnfalken altså vendt tilbage.

Du finder kassen – og måske også tårnfalken – på gavlen Neptunvej 82.

Husk at administrationen og driftskontorene holder lukket Store Bededag, Kr. Himmelfartsdag samt fredag d. 27. maj.

Med venlig hilsen

AlmenBo Aarhus

DEL GERNE DETTE INDLÆG