Afdeling 19 slog katten af tønden
Fastelavn er mit navn, fester vil jeg have. For det er ikke rigtigt fastelavn, før katten er slået af tønden. Rundt omkring i afdelingerne var der derfor inviteret til fastelavnsfest i februar, og det var der også i afdeling 19 i Rydevænget. Her blev der slået katten af tønden til fastelavn søndag d. 19. februar.
En fest for børnene
Hacer fra afdelingsbestyrelsen i afdeling 19 fortæller, at det ikke var helt nemt at få tilmeldinger i år. Alligevel stod 16 tilmeldte børn og 4 voksne søndag eftermiddag klar til at slå katten af tønden, og konkurrere om at blive kattekonge og kattedronning. Efter mange gode slag fra de udklædte børn, blev begge dele blev kåret. Og så var der selvfølgelig også tid til hygge og ikke mindst at spise fastelavnsboller.
Tak til afdelingsbestyrelsen i afdeling 19 for at dele den gode historie.
Et solrigt år resulterede i strøm for omkring 1 million kr. fra AlmenBo Aarhus’ solceller
Foråret er på vej, og med det endnu flere solskinstimer. Det glæder vi os til. For når solen skinner, produceres der strøm via solceller i 5 af vores afdelinger og administrationsbygningen. Det blev i 2022 til mere end 302.000 kWh. Med en gennemsnitlig elpris på omkring 3-3,5 kr. per kWh sidste år, svarer det til strøm for omkring 1 million kr. Det kan vi godt være stolte af.
Endnu en afdeling får solceller
Vi tænker grønt i AlmenBo Aarhus. Derfor er det også blevet en af vores værdier. I tråd med det besluttede afdeling 15 på et ekstraordinært afdelingsmøde i december 2022, at der skal etableres solceller i afdelingen. Så i fremtiden bliver de en del af listen over afdelinger, der producerer strøm via solceller. På listen er afdeling 17, 19, 50, 52 og 53.
Få gratis rådgivning om gæld og økonomi
Har du svært ved at betale huslejen? Eller har du mistet overblikket over din økonomi? Så er der hjælp at hente.
De stigende priser på både energi og fødevarer har gjort det svært for mange, at få økonomien til at hænge sammen. Derfor har Forbrugerrådet Tænk åbent for gratis økonomi- og gældsrådgivning.
Book tid til rådgivning online
For at få hjælp, skal du booke en tid online. Du kan vælge at booke et møde i Frivilligcenter Aarhus, Sønder Allé 33, eller vælge at få hjælp online via mail eller over telefonen.
Læs mere og book tid på www.gæld.tænk.dk
Mangler du en bil? Så lån AURAs delebil!
Opret dig og book din næste tur i appen AURA Delebil. Find appen i App Store eller Google Play.
Tjek om din afdeling har delebilsordning på www.almenbo-aarhus.dk under din afdeling
Venlig hilsen
AlmenBo Aarhus