Nyhedsbrev – november 2021

Fællesmøde mellem Aarhus kommune og BL’s kreds 5
Den 1. november var der fællesmøde mellem Aarhus Kommune og BL’s kreds 5. Ca. 100 personer fra de forskellige boligorganisationer i Aarhus var til stede på mødet, hvor bl.a. sagen om svindel i Østjysk Bolig blev vendt.

På mødet blev der gennemgået hvilken læring, vi kan uddrage af forløbet i Østjysk Bolig, og hvordan vi sikrer, at der er orden i vores forretningsgange. Der blev også nedsat en fælles arbejdsgruppe, der skal komme med konkrete initiativer og indsatser til et stærkere kommunalt tilsyn. Det skal sikre en større grad af gennemsigtighed omkring boligorganisationernes drift og styrke samarbejdet mellem parterne.

Det næste møde vil blive afholdt om ca. 1 år.

En snak om det, at sidde i afdelingsbestyrelsen
Onsdag d. 3. november havde afdelingsbestyrelsen i afdeling 22 et par medarbejdere fra administrationen på besøg. De havde nemlig valgt at takke ja til tilbuddet om et møde, om dét at sidde i afdelingsbestyrelsen.

Snakken gik lystigt om opgaver, muligheder, samarbejde og opbygningen af boligforeningen. Og der var enighed om, at det netop er godt at få hilst på hinanden.

Tak for et godt møde til afdeling 22.

Der er altid hjælp at hente
Husk, at I som afdelingsbestyrelse altid er velkomne til at kontakte os, hvis I har spørgsmål eller brug for hjælp.

Slik eller ballade
Oktober var lig med halloween. Det skulle fejres i afdelingerne 13 og 30 på Neptunvej i Viby, hvor der var halloween-fest for både børn og voksne – og alle hyggede sig.

Tak til Connie fra afd. bestyrelsen for at dele de fine billeder. Vi håber alle havde en (u)hyggelig halloween.

Del jeres billeder med os

Har I også billeder fra jeres fællesarrangementer, I gerne vil dele? Så kan I sende dem til asi@almenbo-aarhus.dk, så vi fx kan bruge dem i nyhedsbrevet.

Jul i Friheden d. 5. december
Bar’ det altså snart var jul. Vi glæder os til søndag den 5. december, for der inviterer vi til Jul i Friheden. Så sæt kryds i kalenderen allerede nu. Nærmere information omkring køb af billetter kommer snart.

Har du kabel-tv fra YouSee?
Som du måske ved, stiger prisen på tv-pakker hos YouSee. I den forbindelse bliver der også skiftet nogle kanaler ud i grundpakken. Det kan derfor være en god idé at tjekke dit abonnement.

DEL GERNE DETTE INDLÆG