Nyhedsbrev – oktober 2021

Velafholdte afdelingsmøder og nye afdelingsbestyrelser
September måned stod i afdelingsmødernes tegn, og alle møder er nu blevet afholdt. Vi er gået fra 11 afdelinger uden en bestyrelse til kun 4. Det er godt for både beboer-demokratiet og fællesskabet ude i afdelingerne, og vi er glade for den positive udvikling.

Afdelingsbestyrelserne har fået tilbudt et møde med administrationen
I forbindelse med afdelingsmøderne, og valget af nye medlemmer til bestyrelsen, har alle afdelingsbestyrelser fået tilbudt et møde med administrationen om dét at sidde i afdelingsbestyrelsen. Det er bl.a. for at styrke samarbejdet, og for at afdelingsbestyrelserne kan få svar på de spørgsmål, de eventuelt måtte have angående det at sidde i bestyrelsen.

Vi håber, at afdelingsbestyrelserne vil tage godt imod tilbuddet.

Glæd jer til Jul i Friheden
Ho-ho-hold til højre. Sådan var julen 2020, der var præget af corona. Men, nu kan vi endelig sprede lidt tidlig julestemning – vi inviterer til Jul i Friheden igen. Så I kan godt begynde at glæde jer. Hold øje med nyhedsbrevet for mere information.

Tag med til årets sidste PLÆNEkoncert i efterårsferien
Efter en sommer med god stemning og levende musik er det ved at være tid til den sidste PLÆNEkoncert for i år. Koncerten bliver afholdt i Aarhus V søndag d. 24. oktober, og der vil være gratis kaffe og te til alle, der møder op. Du kan finde mere information om koncerten på Facebook. Søg efter ’PLÆNEkoncerter Aarhus V’.

Modtag post fra os på mail
Er du træt af at tjekke postkassen for breve fra os? Så kan du udfylde vores allonge, som er en formular, hvor du kan give os lov til at sende dig oplysninger og dokumenter via e-mail, sms eller anden mulig digital kommunikation. Det betyder, at du fx kan få breve fra os på mail.

Alt du skal gøre er at udfylde blanketten, som du finder på forsiden af www.almenbo-aarhus.dk under overskriften ‘Værd at vide’.

Hvis du har brug for hjælp til at finde eller udfylde blanketten, så kontakt administrationen.

Mange hilsner

AlmenBo Aarhus

DEL GERNE DETTE INDLÆG