Rejsegilde i Flintehaven

Flaget var hejst til rejsegilde for vores +55 bofællesskab, Flintehaven

De første spær er rejst og byggeriet begynder at tage form, og give en fornemmelse af de boliger, der til efteråret står klar til Flintehavens kommende beboere.

Det blev fejret til rejsegilde i det 218 kvm store fælleshus, som kan rumme alle afdelingens beboere. Her fik alle inviterede, herunder samarbejdspartnere, entreprenøren og personalet, lov til at udforske byggepladsen og et par af boligerne.

Men før de fremmødte kunne gå på opdagelse, og få en bid mad ved pølsevognen, bød formand for organisationsbestyrelsen og medlem af byggeudvalget, Chris Cully, velkommen. Han fortalte bl.a. om det første spadestik, som fandt sted i maj sidste år, og gav håndværkerne ros med på vejen for det gode arbejde, trods det udfordrende vejr i januar.

Previous slide
Next slide

Stor interesse fra lokalmiljøet

Det er især beboere i Harlev og omegn, der viser interesse for det kommende bofællesskab. I december sidste år var der fuldt hus til vores første informationsmøde, som blev afholdt i Harlev Idræts- og Kulturhus, hvor omkring 80 interesserede var mødt op. I januar gentog vi mødet i vores egne lokaler i Aarhus, og vi er glade for at se lokalmiljøet viser interesse for vores kommende afdeling 54.

Det er også primært beboere fra Harlev og omegn, der lige nu står på ventelisten, som åbnede i december sidste år gennem den fælles venteliste hos AARHUSbolig. Udlejningen af boliger starter til april med indflytning til oktober 2024.

Skriv dig på venteliste til en bolig i Flintehaven gennem AARHUSbolig

Flintehaven består af 54 2- og 3-værelses lejligheder, og er for dig over 55 år uden hjemmeboende børn, der gerne vil indgå i fællesskaber både i og omkring afdelingen. Derfor er afdelingen lavet med plads til sociale aktiviteter bl.a. i den indre fælles have, de to fælleshuse og små nicher og hyggekroge rundt om i afdelingen.

Du kan skrive dig på venteliste via AARHUSbolig gennem de to links nedenfor:

Skriv mig på venteliste til en 2-værelses lejlighed

Skriv mig på venteliste til en 3-værelses lejlighed

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på telefon 89 38 20 00 eller mail kundeservice@almenbo-aarhus.dk

DEL GERNE DETTE INDLÆG